Luthers befrielse af gudstjenesten
Luther ville befri gudstjenesten fra alt det, som skyggede for evangeliet, men i praksis var Luther forsigtig i sin reform af gudstjenesten, så alt for vidtrækkende reformer ikke forledte menigheden til at tilskrive den udvendige form unødig betydning. Luther betonede først og fremmest, at bibelteksten skulle sættes i centrum. Den skulle læses højt, og der skulle prædikes over den. Desuden betonede Luther gudstjenestens didaktiske betydning. Det var vigtigt, at menigheden og særligt de unge lærte noget, og derfor måtte hele gudstjenesten afvikles på modersmål, så alle kunne forstå hvad der blev sagt og læst, ligesom menighedens deltagelse i salmer på modersmål fik en helt central placering. Dermed blev det også tydeligt at gudstjenestens formål var menighedens styrkelse og opbygning, og ikke en samtale mellem præsteskab og Gud.

Svalegangens befrielse af gudstjenesten
I sidste halvdel af februar har en teaterperformance i Aarhus Domkirke ligeledes villet befri gudstjenesten, men der går ikke en lige linje fra Luthers reform af Romerkirkens middelaldergudstjeneste til Befri Gudstjenestens eksplorative leg med gudstjeneste og kirkerum i dag. Først og fremmest var Befri Gudstjenesten både fra arrangørens side og i sin opførsel en teaterperformance og ikke et forslag til en ny gudstjenesteordning. Det indebar blandt andet, at man havde valgt at udelade bibelteksten både som læsning og som udlagt i prædiken; på det punkt var det så langt fra Luther, som man kan tænke sig: uden bibeltekst, ingen luthersk gudstjeneste.

Men Befri gudstjenesten kan alligevel være med til at pege på centrale elementer i en luthersk gudstjeneste og dermed måske danne grobund for en ny forståelse af at sætte gudstjenesten fri.

Rum som medium for forkyndelse
Kirkerummet blev sat fri, selv i en kirke med adskillige århundreder på bagen. Kirkebænke er fast inventar i de fleste danske kirkerum, men de tilhører hverken den middelalderlige messe eller Luthers gudstjenestereform. Bænkene kom med den lutherske ortodoksi, hvor prædikenlængden nåede usete højder. I Befri gudstjenesten var den forreste del af kirken ryddet for stole, så menigheden fik mulighed for at gå og stå sammen i rummet, inden man til sidst satte sig på bænkene. Det gav en helt anderledes erfaring af rummet, som kunne ses fra forskellige vinkler og i forskellige belysninger, så rummet blev iscenesat som et forkyndelsesmedium i sig selv.

Et måltidsfællesskab mellem Kristi venner
Det åbne rum satte menigheden fri til at gå og stå – sammen og på egen hånd, så kirkens rum var et brugsrum, hvor mennesker samles for at gøre noget sammen. Det fik betydning for nadveren som måltid. Måltidsdelen af Befri gudstjenesten var tættere på et måltidsfællesskab mellem ”Kristi venner” end på en individuel syndstilgivelse. Det var en tydelig iscenesættelse af en anden socialitet, hvor det ikke var individets møde med Gud, der stod i centrum, men nærmere det sakrale i menneskelige fællesskaber, en helliggørelse af det ordinære i maden og vinen som det kærlighedsfællesskab, der omtales i de tidlige kristne beretninger om måltiderne.

Dagligdagens modersmål
Sproget blev sat fri. Den sproglige tone var dagligdags og legende, det var let forståeligt også uden erfaring med gudstjenestedeltagelse og kendskab til teologiske begreber – sådan som det kan tænkes, at overgangen fra latin til modersmål kan have virket for den almindelige kirkegænger. Bøn og refleksioner var båret af en luthersk tone i den åbenbare erkendelse af egen frygt og anfægtelse, som gentagende gange blev fremhævet med sætningen ”Jeg er bange”, og samtidig efterfulgt og besvaret med en søgen efter en nådig Gud, som ser kærligt til mennesket på trods af dets frygt og utilstrækkelighed.

Befri gudstjenesten er en performance og ikke en gudstjeneste, men i sin leg med gudstjenestens form åbner det for nye perspektiver på hvad der kendetegner luthersk gudstjeneste.