Dobbeltheden i Luthers forståelse af blasfemi og kætteri
Luthers forståelse af blasfemi og kætteri er præget af den samme dobbelthed, som generelt præger hans tænkning. Grundlæggende skelner han ikke mellem kætteri og blasfemi. I begge tilfælde drejer sig om at tænke eller tale falsk om Gud. Men netop denne sondring mellem at tænke og at tale spiller en central rolle for Luther. Der er for ham grundlæggende forskel på, hvad der sker i et menneskets indre tankeverden, og hvad det gør i det offentlige rum. Den verdslige øvrighed har intet at gøre, når det drejer sig om menneskets eget gudsforhold, men har alene ansvar for opretholdelsen af ydre orden. Hertil hører imidlertid for Luther også udbredelsen af vranglære.

Gud kun taler sandt. Ethvert menneske er en løgner
Den unge Luther tænker radikalt. Mennesket er en synder, der intet rigtigt kan gøre. Af sig selv kan det kun tænke forkert om Gud. Derfor fremhæver han igen og igen, at det eneste, der kan redde mennesket er, at det hører Guds ord, der på den ene side fortæller mennesket, at det er en synder, på den anden side frelser mennesket ved at vise sin kærlighed i Jesus Kristus og tilgive mennesket. Alt hvad der modsiger denne forståelse af forholdet mellem Gud og menneske, betragter Luther grundlæggende som blasfemi eller kætteri. Ethvert menneske, der ikke tror på nødvendigheden af Guds tilgivelse en blasfemiker, der har berøvet Gud æren. Når det drejer sig om det personlige gudsforhold giver det på den baggrund ikke længere mening at lave noget skarpt skel mellem kristne og kættere. Guds dom rammer alle.

Øvrighedens magt og dens grænser
Den unge Luther afviser derfor at forholdet mellem Gud og menneske kan underlægges nogen form for jordisk magt. Her kan og skal ingen verdslig øvrighed blande sig. Den, der tænker ret om Gud i det ene øjeblik, kan i det næste øjeblik forestille sig at kunne undvære Guds tilgivelse. Hvem, der tror, og hvem, der er vantro, kan i sidste ende kun Gud afgøre.

Men efterhånden som reformationsbevægelsen vokser og også trues af modangreb, udvides øvrighedens magt til også at bekæmpe blasfemi og vranglære. Mens ingen kan afgøre, hvad et menneske tror og tænker, kan man godt bedømme, hvad der siges offentligt. Blasfemi bliver dermed et anliggende for den verdslige domstol. Det betyder, at de lutherske reformatorer bliver lige så skarpe i deres kamp mod anderledes tænkende, som den Romerkirke, de gjorde op imod. Forskellen er at bekæmpelsen af vranglære ikke er underlagt en kirkelig domstol, men en verdslig.

Intern uenighed i den lutherske lejr
Johannes Brenz (1499-1570) er her interessant. Johannes Brenz var luthersk teolog. Og på det tidspunkt, hvor både Luther og Melanchthon begynder at modificere deres oprindelige opfattelse af, at øvrigheden intet havde at gøre i trossager, afviser han ethvert tilløb til verdslig indgriben i sager af religiøs karakter. I 1528 skriver han et skrift, hvor han afviser, at øvrigheden har lov at straffe gendøberne med dødsstraf, og han argumenterer for, at for at overfor vantro og kætteri giver kun en åndelig straf mening, ikke en verdslig. Det samme synspunkt gør Brenz i øvrigt gældende i forhold til hekseforfølgelser. Brenz’ argumenter med de samme argumenter, som findes hos den yngre Luther. Vi ved at forfølgelserne af døberne i Nürnberg og Ansbach, hvor Brenz fungerede som rådgiver for fyrsterne, var mildere end andre steder i Tyskland. Det er nærliggende at tro, at Brenz’ position her har gjort en forskel.