Nyt fund
I forbindelse med forberedelsen af en udstilling på Weserrenaissance Museum i den tyske by Lemgo i Nordrhein-Westphalen, har museets direktør Vera Lüpke i Nationalbiblioteket i Madrid fundet et afladsbrev, hvor Luthers navn er påført. Afladsbrevet findes desværre ikke i original. Der er kun tale om en afskrift fra 1631, men det har ikke givet anledning til at tvivle på eksistensen af et sådant afladsbrev.

Kloster og aflad
Lüpke har længe ledt efter det afladsbrev, der hørte til Augustinerklostret i Erfurt. Man ved, at Johannes Tetzel, der senere blev kendt som den store afladskræmmer, prædikede i Luthers kloster i Erfurt i 1508, og man ved, at det var almindeligt, at klostrene skaffede sig afladsbreve, der dækkede hele klostret. Derfor står i alt 52 munke opført på afladsbrevet. Luther står anført med det navn, han oprindeligt havde, Martin Luder. Der er altså ikke tale om et afladsbrev, som Luther selv har købt, men heller ikke det ville have været overraskende.

Luther og senmiddelalderens religiøsitet
Fundet af afladsbrevet ændrer ikke på vores forståelse af Luther, men bekræfter den derimod. Luther var dybt indfældet i senmiddelalderens religiøsitet. Han gik i kloster, fordi han havde lovet den hellige Anna det under et voldsomt tordenvejr i 1505. Her underlagde han sig frivilligt klostrets strenge orden med bønner, skriftemål, afsavn og askese. Under sin rejse til Rom i 1510 kravlede han på knæ op af Scala Santa (Den hellige trappe) ved Laterankirken, mens han bad et Fadervor på hvert trin. Fuldførte man opstigningen kunne man befri en sjæl fra skærsilden. I Luthers tilfælde var det hans bedstefar. Men ifølge hans egen beskrivelse, var han den gang begyndt at tvivle, og da han nåede toppen, skulle han have sagt: Gad vide, om det er sandt.

Opgøret indefra
Luthers opgør med senmiddelalderens fromhed og teologi var derfor ikke et opgør udefra, men i høj grad et opgør med hans egen fortid. Luther havde i klostret lært såvel fromhedsliv og teologi grundigt at kende. Det der skal blive til reformationen, begynder altså med Luthers egne frustrationer, men i det øjeblik han med teserne mod aflad gør sin kritik offentligt kendt, formår hans grundlæggende kritik af samtidens religiøsitet at samle en hel generations utilfredshed op. Det forhold, at opgøret netop ledes af en munk, der altså kender det han kritiserede indefra, kommer til at spille en central rolle de første år.