Siden 1517 er århundredejubilæerne for Reformationen ofte blevet ledsaget af en mere eller mindre skjult dagsorden. I juli måned sætter reformationsbloggen fokus på fejringen af jubilæerne i 1617, 1717, 1817 og 1917, samt de historier, der ligger bag.

Det første reformationsjubilæum

Det første reformationsjubilæum i 1617 blev planlagt i Kursachsen, men i Danmark fulgte man godt med. Biskop Hans Poulsen Resen, der netop også dette år var rektor for universitetet, planlagde en lignende fest, der ikke skulle stå tilbage for den i Tyskland. Den overvejende københavnske fejring skulle både være en kirkefest og en akademisk fest. Der skulle holdes taler og forelæsninger, der beskrev den onde situation og det elendige liv under katolicismen, hvordan det evangeliske lys sejrede i folket, medens videnskaberne blomstrede op. Desuden skulle der holdes takkegudstjenester for Guds førelse. Det var Gud stærke arm, hans mægtige hånd, der i blev opmalet i gammeltestamentelige billeder og formidlet i gudstjenesternes liturgiske tekster og i valget af salmer, hovedsageligt de gamle luthersalmer. Det var en fest på størrelse med en kongekroning – med klokkeringning, trompeteren fra kirketårnene og med salutering fra byernes volde. Det skulle vises, at Gud var stor, og har var med den evangeliske verden.

Den katolske modreaktion og det lutherske svar

Virkningen udeblev ikke. Flere steder i Europa forfattede katolske lærde modskrifter. Således også jesuitten Adam Contzen i Mainz, der i et skrift med alle romerske katolikker udgød sine fromme tårer over kirkespaltningen. Det fik oldgranskeren Ole Worm til at udforme en modtale om Dr. Adam Contzens krokodilletårer.  Disse tårer var ifølge Worm intet andet end surt spyt og galde. Contzen havde ladet sit skrift ledsage af en skuemønt, der billedligt udtrykte hans tanker. Ole Worm gav svar på tiltale ved at tegne to mønter med udtryk for sandheden. Desværre kom disse højpolemiske mønter aldrig til udførelse.

Worms’ udkast til jubilæumsmønter

I Worms’ tegninger kan vi se motiverne: En åben bibelbog med indskriften ”min tale er sandhed” liggende på en baggrund af et skinnende, kosmisk lys, der flænger mørket. Bagsiden viser derimod mørkets gerninger: lyset er sat under skæppen, der endda er låst fast med en stor hængelås. Hermed opnår Worm en modsætning mellem evangeliets glans og papismens formørkede falskhed.

Den anden mønt viser Kristus som den gode hyrde: Kristus, der samler. På bagsiden ses skøgen på det syvhovedede uhyre fra Johannesåbenbaringen kap. 17. Skøgen bærer pavens krone og har en fork i hånden: Det er den pave, der spreder. Begge mønter har yderligere indskrifter på latin; dels fra den hellige skrift, dels af Worm selv.

Den stadige propagandakrig

Var mønterne blevet slået og kommet i omløb, ville de have været del af den stadigt pågående propagandakrig mellem katolikker og protestanter, der gik ud på at tilsvine hinanden. Når folk fik sådanne mønter og medaljer i hænde, blev de studeret. Nogle rettede sig mest til lærde folk med deres komplicerede indskrifter, men billederne var ikke til at tage fejl af. Det var den samme billedpolemik, som havde floreret på reformationstiden – og som man nu tog op med særlig iver som et minde om et medium, der hundrede år tidligere havde skabt den folkelige opinion, der havde båret reformationerne til sejr.

Ved de næste århundreders reformationsfejringer blev prægning og udsendelse af propagandamedaljer uomgængelig. Det blev del fyrsternes noget bekostelige krig. Statens ædelmetaller skulle ud at virke. Der skulle gives igen med den mønt, andre betalte med. En ædel og accepteret måde at være uforskammet på.