Aarhus Universitets segl

Lektor i liturgik, Jette Bendixen Rønkilde bliver adjungeret lektor ved Aarhus Universitet

Efter indstilling fra dekanen for Faculty of Arts tildeles Jette Bendixen Rønkilde hæderstitel som adjungeret lektor med tilknytning til Afdeling for Teologi i perioden 2024-2029.

Foto af Jette Rønkilde

Jette Bendixen Rønkilde er Danmarks ledende kapacitet inden for felterne liturgisk teologi, empirisk ritualforskning og levet religion. Til daglig er hun lektor i liturgik ved Folkekirkens Uddannelses- og videnscenter (FUV) i Aarhus.
Rønkildes evne til at kombinere sine tre forskningsområder med et historisk perspektiv gør hende til en meget attraktiv samarbejdspartner både for faggruppen Praktisk Teologi og for LUMEN-centret, hvor hun allerede er indtrådt som medlem af styregruppen.

Rønkilde er cand. theol. fra Københavns Universitet og fik sin ph.d.-grad ved Aarhus Universitet på en afhandling om liturigsk teologi hos Grundtvig. Siden har hun haft to postdoc-ansættelser ved teologi i Aarhus, dels støttet af Danmarks Frie Forskningsråd, dels som en del af et kollektivt forskningsprojekt om nadver og samfund i LUMEN-centret på bevilling fra Aarhus Universitets forskningsfond. I denne periode modtog hun også strategiske netværksmidler fra Aarhus Universitet til det interdisciplinære netværk: ”EPCOT – Eucharistic, political, organizational transformations before, under and after the reformation”.

I forbindelse med sin adjungering skal Jette Bendixen Rønkilde bl.a. deltage i forskningssamarbejde med forskere ved Teologi og Institut for Kultur og Samfund, holde forelæsninger, deltage i undervisning og ph.d.-vejledning, indgå i bedømmelsesudvalg og bidrage til videreudviklingen af LUMEN-centrets forskningsprofil.

Jakob Egeris Thorsen, afdelingsleder ved Afdeling for Teologi, udtaler: "Jeg er rigtig glad for, at vi nu i en længere periode kan knytte Jette Bendixen Rønkilde til afdelingen, som hun kender godt. Det er en stor gevinst for alle sammen. Jette er en vigtig ressource, både for forskningsgruppen for empirisk og praktisk teologi og for LUMEN. Endelig er Jette en god kollega, som jeg også på det helt personlige plan ser frem til at samarbejde med."

Bo Kristian Holm, centerleder for LUMEN, Center for the Study of Lutheran Theology and Confessional Societies, udtaler: "I LUMEN er vi meget glade for at kunne knytte Jette Bendixen Rønkilde endnu tættere til centret gennem adjungering. Hun har allerede bidraget særdeles konstruktivt til centrets arbejde gennem sine sjældne kombination af fagfelter, og vi ser meget frem til at kunne fortsætte og udbygge dette samarbejde gennem en mere formel tilknytning."

Jette Bendixen Rønkilde udtaler:
"Jeg er meget beæret over at være blevet udnævnt som adjungeret lektor. Jeg glæder mig over anerkendelsen af og fortsat forpligtelse på det gode samarbejde mellem Teologi på Aarhus Universitet og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og ser frem til fortsat at indgå i inspirerende og udbytterigt forskningssamarbejde inden for det praktisk teologiske fagområdet og LUMEN." 

Datoen for Jette Rønkildes tiltrædelsesforelæsning vil blive annonceret senere.

Oops, an error occurred! Code: 20240428084802878fb91a