Om billedbrug: Peder Palladius visitatsbog
Peder Palladius (1503-1560) var den første superintendent på Sjælland. På baggrund af hans anden visitats i sognet i 1540erne, skrev han en visitatsbog med lange detaljerede beskrivelser af, hvad han sagde til menighederne når han besøgte kirkerne. Han talte om den lutherske lære, om den kirkelige praksis, og om hvordan man i almindelighed er et godt kristent menneske. Han kritiserede også i utvetydige vendinger den – efter hans mening – papistiske vranglære, ikke mindst når det kom til fromhedspraksis og brug af billeder.

Om kirkens indretning
Om kirkens indretning skrev Palladius, at hver kirke kun har brug for ét enkelt alter, nemlig højalteret. De middelalderlige sidealtre skal derfor ødelægges af kirkeværgen. De hører til den ”fuldstændig vanvittige lære, som paven og munkene førte frem om helgenpåkaldelse og om den løgnagtige skærsild og dens pine.” Altrenes billeder, derimod, bør vurderes i forhold til praksis, der knytter sig til dem. Her skal der skelnes mellem, om billederne bare er lærerige, eller om de bruges som en del af andagt: ”de billeder, som man søgte hen til og hængte voksdukker og krykker op på, de skal simpelthen fjernes og brændes” skriver Palladius med en reference til den middelalderlige praksis, hvor man donerede små gaver af voks – votivgaver eller ex voto – ved et billede af den helgen, man havde fået hjælp af. Men andre billeder kunne godt blive i kirken og slås op på væggen, for ”Når folk ved, hvem de forestiller, så kan de ligefrem bruge dem som spejl”, som Palladius skriver. Han lægger sig her tæt op ad Luthers holdning til billeder: at de kunne være til stor gavn for den ”enfoldige” almue og børn. Det var således ikke alle billeder, der skulle ødelægges, men i hvert fald dem, der blev brugt på en forkert måde.

Om billedernes motiver: Jacob Madsens visitatsbog
Superintendent på Fyn, Jacob Madsen, skrev en lang udførlig visitatsbog mellem 1588 og 1604. Frem for at give overordnede vejledninger i den lutherske lære, som vi finder hos Palladius, indeholder den en grundig gennemgang af alle sognekirkernes tilstand, både hvad angår præstens formåen, undervisning af børn, kirkerummets beskaffenhed og kirkernes inventar.

Væk med slemme motiver
Hvor Palladius var optaget af billedbrug, var Madsen optaget af billedmotiver. Han afviser adskillige højaltertavler med billeder af helgener, nådestolen eller biskopper som skarn, eller forgifftige. Og noget tyder på at mange kirker tog Madsens kritik alvorligt. Mesing kirke fik ifølge Madsen en ny tavle med Nadverens Indstiftelsesord blot tre år efter hans første besøg i 1589 som erstatning for en ”slem” tavle med helgenbilleder, som Madsen gerne så blev udskiftet. I Revning kirke, lovede præsten, Hr. Laurids,  at få lavet en tavle med Katekismens Ord som erstatning for den gamle ”skarns” tavle med billeder af treenigheden. Der er selvfølgelig også undtagelser: Birkende kirke bevarede deres figurrige fløjaltertavle, inklusive skarns-billederne i fløjene, på trods af Madsens negative holdning til den.

Bevarelse af ”skønne” billeder
Flere steder udtrykker Madsen sig direkte positivt om altertavlernes motiver, sådan som det er tilfældet i hans kommentarer til Allerup kirkes figurrige altertavle, år 1590: ”Tafflen skøn vdgraffuet: Korsfæstelsen mellem Røverne.” Altertavlen – som har overlevet til i dag – er et typisk senmiddelalderligt fløjalterskab fra 1525 med en figurrig korsfæstelsesscene i midten, og apostelfigurer i fløjene.

Billeder skulle vurderes enkeltvis
Visitatsbøgerne viser, at reformationen forsøgte at gøre op med den eksisterende billedkultur. Der blev i den forbindelse gjort indhug i de middelalderlige altertavler, men meget blev også bevaret. De lutherske tilhængere var ikke modstandere af billeder som sådan, men af nogle bestemte motiver og måder at bruge billederne på. Det betød i praksis, at hver kirke og hver altertavle skulle behandles som en individuel sag. Var der tale om en ’skarns’ tavle som skulle ’fjernes og brændes’? Eller var der tale om en ’skøn’ tavle der kunne fungere som ’spejl’ for almuen? Og ikke mindst: kunne den enkelte kirke bringes til at foretage de anbefalede ændringer? I 1560’erne udtrykte den danske teolog Niels Hemmingsen frustration over befolkningens modstand mod at fjerne billeder. I en Postille ytrede han at ”(…) den papistiske vrange mening henger (…) endnu saa hart hos mange / at de icke ville tilstede at der tagis en eniste Affgud oc Billede aff deris Kircker».