Reformatorisk re-cycling: Genbrug af en senmiddelalderlig bønnebog efter reformationen
Anna Brades bønnebog er et eksempel på hvordan den nye lutherske tro gradvist vandt indpas.
I 1497 fik en nonne fra Maribo Kloster, Anna Brade, en bønnebog (Thott 553,4º). Den indeholdt en stor samling bønner til Jesus, Jomfru Maria og forskellige helgener (flest til Skt. Anna, Anna Brades navnehelgen), størstedelen suppleret med små illustrationer. Det særlige ved denne bog er at den indeholder informationer om bogens videre liv efter Reformationen. Efter Anna Brades død gik bogen nemlig i arv til hendes søster, Elsebe Brade, hvis mand, Hans Skovgaard (d. 1564), skrev følgende notits i bogen;
”1545 var min Hustru Elsebe Brade og jeg i Maribo Kloster og talte med hendes kære Søster, Søster Birgit Brade, Abbedisse i førnævnte Maribo, og da gav hun hende denne Bog, som begge deres kære Søster, Søster Anna Brade, Priorisse i førnævnte Maribo, tilforn lod skrive. Gud være hendes Sjæl med alle kristne Sjæle naadig. Amen. H.S.K.” (Thott 553,4º, fol. 214v.)
Udover ejernotitsen blev der – muligvis af Skovgaard selv – tilføjet nye bønner og tilført rettelser til bogens oprindelige materiale. De nye bønner blev skrevet ind på blanke sider i bogen, og det drejer sig blandt andet om en bøn til Kristi fem vunder, en bøn som var populær i senmiddelalderen, og som altså tilsyneladende også bevarede sin appel efter Reformation. Rettelserne blev foretaget med et skarpt objekt som den nye ejer har brugt til at kradse enkelte ord og nogle gange hele passager i bønnerne ud. På den måde er alle bønnernes referencer til aflad, paven og skærsilden blevet slettet.
Anna Brades bønnebog er således et eksempel på hvordan man gradvist tilegnede sig den nye lutherske tro. Nye ideer blev integreret i gamle måder at gøre tingen på. På den måde eksisterede nyt og gammelt side om side. På trods af de ændringer, der er foretaget i Anna Brades bog, fik langt størstedelen lov at stå, og det faktum at der tilmed blev tilføjet nye bønner til bogen, viser at bogens nye ejere brugte den flittigt efter Reformationen. Reformationens fromhed var altså – med Anna Brades bog som eksempel – i nogen grad en genbrugsfromhed; man sagde de samme bønner, gjorde de samme bevægelser og brugte de samme billeder som før Reformationen, dog uden at involvere pave, aflad og skærsild.