Kirkeordinansen 1537
Året efter reformationen gav Christian III en kirkeordinans, der nyordnede de kirke- og skoleforhold, der med reformationen var flyttet fra at høre under kirkens ansvar til at høre under statens. Kirken havde fx ikke længere nogen retslig rolle. Som en del af de kirkelige forhold beskrev ordinansen, hvordan et lovformeligt ægteskab skulle indgås. Her blev det understeget, at præsternes eneste rolle var at forestå vielsen. Hvis der ikke var nogen hindringer for ægteskabet, skulle præsten forestå vielsen efter Luthers retningslinjer under overværelse af menigheden. For nært beslægtede måtte ikke gifte sig, ligesom hemmelig forlovelse ikke var gyldig. Endelig skulle den planlagte vielse offentliggøres (”lyses”) i kirken før indgåelse af ægteskabet.

Ægteskabsordinansen 1582
Kirkeordinansen bragte dog ikke helt klarhed over, hvordan et legitimt ægteskab blev etableret. Det ændrede sig med Frederik IIs Ægteskabsordinans fra 1582. Her blev den lovformelige indgåelse af ægteskabet defineret i forskellige etaper. Først skulle parret troloves i overværelse af præsten og fem andre vidner. En trolovelse, som var indgået i hemmelighed, i drukkenskab, af umyndige eller af folk, der ikke besad fornuftens fulde brug, var ugyldig. I forhold til tidligere kanonisk ret underkendte loven parrets ret til at indgå hemmeligt ægteskab ved gensidigt samtykke. I stedet blev der etableret et krav om kirkens indblanding som en forudsætning for trolovelsens gyldighed. Efter trolovelsen skulle der lyses for parret fra prædikestolen tre søndage i træk, så eventuelle indvendinger mod ægteskabet kunne komme frem. Fx kunne medlemmer af menigheden have oplysninger om at pågældende par var for nært beslægtet til, at de måtte indlade sig i ægteskab. Eller at den ene part var gift eller trolovet til anden side.

Efter de tre lysninger kunne vielsen finde sted. Ligesom trolovelsen, skulle selve vielsen være udført af præsten for at være gyldig. Det var specifikt forbudt de trolovede at ”søge seng med hver andre”. Først efter vielsen måtte det ægteskabelige samliv begyndte.

Ægteskabsordinansen beskrev også, på hvilket grundlag en trolovelse måtte ophæves, og hvornår der kunne opnås skilsmisse. Muligheden for at opnå skilsmisse var et nyt element i ægteskabsloven efter reformationen ligesom forbuddet mod hemmelig trolovelse. Derimod var forbuddet mod beslægtede og besvogredes ægteskab til og med fjerde led overtaget fra kanonisk ret.

Samtidig med at ægteskabet skiftede status fra et sakramente til en verdslig institution, fik kirken en mere central rolle i det legitime ægteskabs etablering. Det øgede både statens og slægtens kontrol med indgåelsen af ægteskab og betød dermed en svækkelse af individet. Samtidig med at hverken mænd eller kvinder måtte indgå ægteskab mod deres forældres vilje, måtte heller ingen tvinges ind i ægteskabet, men skulle give deres samtykke til ægteskabet frivilligt.