Luthers opgør med gerningsretfærdighed, dvs. den tanke, at man ved at udføre bestemte handlinger kunne gøre sig fortjent til frelse, vendte op og ned på mange ting. Ifølge reformationens nye teologi blev man retfærdiggjort, dvs. frelst, ved tro ikke ved gerninger. Det betød, at den lutherske reformationen fra begyndelsen blev beskyldt for at forbyde gode gerninger, og lige så hurtigt forsvarede Luther sig: gerningerne var på ingen måde forbudt, tværtimod var mennesket først nu sat fri til at gøre godt. Nu var målet for gode gerninger nemlig ikke at opnå fortjeneste hos Gud, men at gøre godt for næsten.

Stiftelsernes betydning før reformationen
Der er mange eksempler på, at den nye forståelse af gerninger havde svært ved at slå igennem. Forestillingen om at man kan gøre sig fortjent til noget, var temmelig indgroet. Et af de steder, hvor man kan iagttage reformationens forandring af tankegangen er i forbindelse med de mange stiftelser, der fandtes rundt omkring i byerne. Det var almindeligt, at man før reformationen gav penge til kirken, som bod og for at afbøde opholdet i skærsilden for afdøde familiemedlemmer. Det skete ofte ved at skænke værdier til kirken, som kunne give et afkast til bestemte formål. Lyseng ved Aarhus var fx en mark skænket til kirken, så Holme kirke kunne forsynes med lys.

Den almene nytte som ny begrundelse
Stiftelserne tog sig af mange ting fra messefejringer og lysforsyning til fattigforsorg. Efter reformationen kommer stiftelserne i krise, fordi en stor del af incitamentet til at donere gaver til kirken forsvandt. Nyere forskning i stiftelsernes historie viser, at stiftelserne i vid udstrækning formår at leve videre, men med en hel ny begrundelse. Den tyske forsker Gury Schneider-Ludorff har vist, at der efter reformationen kun er et legitimt formål for gaver givet til stiftelser: Gaver skal tjene den almene nytte, dvs. de skal komme samfundet og dermed næsten til gode.

Hvis gaver til stiftelserne før var gaver givet til Gud, som dog kunne komme næsten til gode, så er gaver i nyordningen af stiftelserne gaver givet til næsten, men Gud til ære. Navnlig donationer givet som tak eller til opbyggelse og uddannelse af kommende generationers spiller en stor rolle. Måske kan man sige det sådan, at hvis gaver før blev givet for at få noget af Gud, så gives gaver efter reformationen, fordi man har fået noget af Gud.

Teori og praksis
Sådan fungerer det i hvert fald i teorien eller i teologien. I praksis er der mange eksempler på, at det heller ikke var helt uden betydning, at donationer kunne kaste lidt prestige tilbage på giveren. Så selvom billedet i praksis nok kunne være en anelse grumset, er det alligevel relevant at spørge, hvor meget denne nye betoning af den almene nytte betyder for den generelle samfundsudvikling i de lutherske lande.