Erik Pontoppidan hørte til inderkredsen omkring den pietistiske kong Christian VI. Han var født i Aarhus i 1698 og efter nogle år som sognepræst på Als kom han i 1734 til Frederiksborg som slotspræst; året efter blev han hofpræst i København og 1738 professor i teologi. Han fik til opgave at skrive den nye katekismeforklaring, der var blevet nødvendiggjort af konfirmationens indførelse i 1736.
Pontoppidan var historiker, antikvar, topograf og meget mere. Hans erindringer blev udgivet af Jens Møller længe efter hans død. Pontoppidan fortæller lidt om reformationsjubilæet i 1736, der var ”aldeles foragteligt i de københavnske papisters øjne”. Det gjaldt den kejserlige minister Grev Khevenhüller og særligt dennes gemalinde. De omtalte ”københavnske papister” udgjordes af dem, der gik til katolsk gudstjeneste i den østrigske legations kapel, altså udenlandske diplomater – Danmark drev omvendt kirke for alle evangeliske i legationen i Wien.

Nu var det sådan, at den østrigske ministers gemalinde var overmåde ivrigt papistisk. Ja i den grad, at hun hvervede en del unge mennesker – mest pigebørn – som hun sendte ud af landet i den mening, at hun dermed frelste dem fra den evige død. Grevinde Khevenhüller havde også medbragt en jesuit, en dansker ved navn Ring, der skulle fungere som hendes værktøj til at influere de kongelige kredse, men det forpurredes, da biskop Worm opdagede det og meddelte hoffet det.

Om jesuitten Ring fortæller Pontoppidan, at han benyttede sig af et skinargument, når han skulle lokke folk til frafald fra den evangeliske tro. Man kunne nemlig af Luthers egen katekismus se, at denne havde været en løgneprofet. Under hans portræt i katekismen stod jo en spådom, som ikke var opfyldt:

Hør mig, du Pav, jeg være vil
Din Pestilens, mens jeg er til.
Når jeg er død, skal du forgå;
Det siger Luther; var derpå!

Hos den franske minister, Le Maire, var der en læge, doktor Sylvie, en from mand – men dog mere enfoldig end de papistiske udsendinge sædvanligvis var. Han opsøgte gennem flere år Erik Pontoppidan i dennes hus for at tale med ham om teologiske spørgsmål på fransk. Efter et par år åbnede han dog sit hjerte for hofpræsten: han var ved at miste håbet om at nå sit mål, nemlig at først at vinde Pontoppidan og siden bane sig vej til de kongelige, så de kunne få bedre tanker om den romersk-katolske religion. Pontoppidan kunne forsikre ham om, at selvom han havde fundet en mand, der havde kunnet bruges i den hensigt, så ville der intet være vundet, for kongen vidste nok på hvem han troede og af hvilken grund.

Sylvie blev ved med at besøge Pontoppidan og diskutere om teologi med ham i mange år. Pontoppidan mente nok, at den gode franske doktor efterhånden forandrede nogle af sine religionsprincipper – og måtte holdes for en from og redelig mand. Sagen endte således som en art omvendt missionssucces.

Fra at tonen var hård og aggressiv og propagandaen grovkornet ved fejringerne i 1617 og i 1717, kom der i 1736 en tone af overbærenhed, der ligger i tråd med fejringens hensigt, at komme på den anden side af religiøse kontroverser. Verden går fremad. De katolske bliver langsomt mere oplyste – vi er i tolerancens tidsalder, på Holbergs tid.