Aarhus University Seal

Luthers drikkebægre

Luther modtog mange gaver fra fyrster, byer og universiteter. Ud over penge og naturalier, var det blandt andet også bægre og fade af ædelmetaller. Bægrene indtager en særlig plads, både i hans samtid og i hans eftermæle.

Dette sjældne, 10 cm høje drikkeglas stammer fra Byzans, muligvis Mellemøsten, og kan dateres til 1100-tallet. Det er et af få ’Lutherbægre’, som vi faktisk ved har tilhørt Martin Luther (© Kunstsammlungen der Veste Coburg/Germany, www.kunstsammlungen-coburg.de).

’En rigtig svirrebroder’
Luther ejede mange bægre, og antallet var så bemærkelsesværdigt, at det blev mål for polemik fra katolikkerne. I Alte und Neue Curiosa Saxonica fra 1737 beskrives, hvordan ’katolikkerne gjorde nar af de mange bægre og glas, som var i hans hus, som var han en rigtig svirrebroder’. En arkæologisk udgravning ved hans hus i Wittenberg viste i øvrigt en stor mangfoldighed i drikkeglas, bægre og kander, både til øl og vin. Begge dele blev produceret i huset: hustruen Katarina stod for øllet, Martin Luther for vinen. 

Lutherbægre
Efter Luthers død opstod en livlig interesse for ting, som man på mere eller (oftere) mindre sikkert grundlag mente at kunne henføre til ham. En helt særlig gruppe af genstande udgør de såkaldte Lutherbægre. Nogle bægre kan på baggrund af overleveringshistorien eller særlige karakteristika med ret stor sikkerhed identificeres som ægte Lutherbægre, eksempelvis den Hellige Elisabeths glas, som ses på billedet. Glasset indgik i den saksiske kurfyrste Frederik den Vises store og meget fornemme relikviesamling i Wittenbergs Allerheiligenkirche. I Wittenberger Heiltumsbuch fra 1509, som er et katalog over relikvierne, er senere tilføjet med håndskrift, at Luther har fået bægeret som gave efter ’afgudsdyrkelsen’ er ophørt. Vi ved også, at Luther drak af det, og lod det gå på omgang omkring bordet i det Lutherske hjem.

Andre bægre, som tilskrives Luther, er senere blevet afsløret som forfalskninger, eksempelvis en prunkpokal, som med sin indskrift påstår at være en gave fra Greifswald Universitet i forbindelse med Luthers giftemål i 1525. Guldsmedemærker, sproglig analyse af bægerets indskrift, stilistiske sammenligninger med andre bægre og undersøgelser af sølvets kvalitet viser imidlertid, at det snarere er lavet omkring 1600.

Et Lutherbæger fra Danmark?
Et bæger påkalder særlig interesse fra et dansk synspunkt, da det angiveligt skulle være en gave fra Christian III. Blandt Luther-bægrene er det det absolut mest beskedne. Det er et simpelt sølvbæger, ca 13 cm højt, kantet med forgyldning i top og bund, og med indskriften Offertorium capituli Haffnensis ano dni 1489. Det præsenteres i tyske litteratur som ’Domkapitlet i Københavns messekalk’. En messekalk har det dog aldrig været, form og materiale er forkert, og omskriften må i stedet oversættes ’Domkapitlet i Københavns gave’. I 1489 blev Arnold Lauridsen, præst i kirken, udnævnt til rektor på Københavns Universitet. Mon ikke det var en god anledning for kapitlet at give en gave? Hvordan bægeret er endt i Tyskland, og på hvilket grundlag det er blevet inddraget i Luther-kulten, er uvist.

Gavegivning på Luthers tid
I Luthers testamente fra 1542, som ganske kortfattet opremser gods og løsøre, omtales ’bægre og småting som ringe, kæder, medaljer, i guld og sølv, tilsammen af en værdi på cirka 1000 gylden’, som for en stor del var erhvervet som gaver. At give og modtage gaver, var et vigtigt middel til at knytte og vedligeholde alliancer, og kunstfærdigt udformede bægre i ædelmetaller var en udbredt gavetype i samfundets top.

Kong Christian III var en af de største bidragydere og sendte ud over store pengebeløb også danske specialiteter som smør og salte sild til teologerne i Wittenberg, ikke bare til Luther, men også Melanchthon og Bugenhagen, som han havde en livlig brevveksel med. De kvitterede med bøger til kongen og hans familie. At han skulle have sendt et bæger, har vi ikke kendskab til. Mon ikke også det ville have været lidt mere imposant?

Fyrsterne og universiteterne havde brug for Luther, og Luther havde brug for dem i arbejdet med at udbygge og konsolidere den nye evangeliske tro. Naturalier bragte umiddelbar størst glæde i en tid med ufred og til tider varemangel, da de direkte kunne indgå i den store husholdning, kontanter blev så vidt muligt omsat i jordbesiddelser, og gaver af ædelmetal kunne hurtigt omsættes. Luther bemærker således til sin hustru, at hun ikke skal mangle noget, ’så længe der er endnu et bæger’.