Opgøret med forestillingen om fortjeneste
I opgøret med senmiddelalderens teologi og med forestillingen om, at man på den ene eller anden måde kunne gøre sig fortjent til at få del i Guds nåde g blive frelst, var det for Luther afgørende, at ingen kunne komme Gud nærmere ved at gøre noget. Tværtimod måtte mennesket tage imod, hvad Gud gav. Kun sådan kunne mennesket blive frelst. I troen på, hvad Gud havde gjort for mennesker, var man så tæt forenet med Gud, at ingen gerning kunne bringe en tættere på. For at udrykke denne forening havde Luther brug for stærke billeder, og brylluppet var særdeles velegnet.

Bryllupsbilledet
Hovedtanken i bryllupsbilledet var, at Kristus i kærlighed gav sig selv til mennesker og at mennesker i troen på en måde gav sig selv tilbage. Fra den bibelske forståelse af ægteskabet kendte Luther forestillingen om, at brudgom og brud i ægteskabet blev ét kød. Allerede i Bibelen blev ægteskabet brugt som billede på forholdet mellem Gud og menneske. Oftest var det imidlertid den hierarkiske forståelse af ægteskabet, der blev fremhævet: På samme måde som manden er kvindens hoved, er Kristus kirkens hoved. I Luthers brug er det imidlertid den gensidige selvhengivelse, der er i fokus. Når Luther kan fremhæve den gensidige selvhengivelse, skyldes det ændringer i synet på kærligheden, som fandt sted omkring 1200.

Ændringer i synet på kærlighed omkring 1200
Omkring 1200 skete der nogle markante ændringer i synet på heteroseksuel kærlighed. Skiftet sker næsten samtidig i teologien og i den verdslige digtning. I klostret udlægger Bernhard af Clairvaux Højsangen i det Gamle Testamente – som når det kommer til stykket er et kærlighedsdigt – som et billede på Guds forhold til mennesket. I den verdslige digtning fortælles der historier om Tristan og Isolde, som giver sig selv til hinanden – omend ulykkeligt.

Antikke idealer i en ny tid
I antikken havde man ikke store tanker om den heteroseksuelle kærlighed. Det ideale venskab var det, som kunne udvikle sig mellem to mænd. I det sande venskab kunne to mænd forenes i den samme sjæl. Det er denne tanke, der nu næsten samtidigt i klostret og ved hoffet overføres på idealet om den heteroseksuelle kærlighed. Tristand og Isolde stræber efter forening i digtene. Hos Bernhard i klostret, bruges den gensidige selvhengivelse mellem mand og kvinde som billede på forholdet mellem Gud og menneske.

Bryllupsbillede og familieidealer
Det er dette skifte ca. 300 år før Luther, der lægger grunden til Luthers brug af bryllupsbilledet. Luther står således i stor gæld til middelalderens tænkning. Hos Luther er det fortsat et idealbillede af det ægteskabelige forhold, der bruges som metafor. Men med Luther sker der samtidigt en fremhævelse af familien. Det bliver i familien fremfor i klostret, at det rette kristne liv skal leves. Og derfor kommer teologiens idealbillede af forholdet mellem mand og kvinde til at smitte af på de virkelige forhold og giver nye forventninger til, hvad et ægteskab skal indeholde af gensidige følelser.

Litt. Bo Kristian Holm: ”Justification and Reciprocity. ‘Purified gift-exchange’ in Luther and Milbank”. In: Word – Gift – Being, red. B.K. Holm & P. Widmann, Tübingen: Mohr Siebeck 2009, 87-116.