Harald Vilstrup – en spiritualistisk, kvietistisk, dansk lutheraner
I den nyeste salmebog er den ellers glemte Harald Vilstrup dukket op igen. Det kan skyldes en større åbenhed for mystik i nutiden. Luther brød han sig ikke meget om. Kun ham fra 1517.
Harald Vilstrup – en spiritualistisk salmedigter
Harald Vilstrup (1900-1974) er godt repræsenteret som digter og oversætter i den seneste autoriserede udgave af Den Danske Salmebog. Det skyldes sikkert, at salmebogskommissionen havde fået den opgave at finde salmer fra den ældre tradition, der kunne indgå som nye salmer i nutidens salmebog. Harald Vilstrup var allerede kendt for sin salme til reformationsjubilæet i 1936, ”Vor arv vi kendes ved”, men hans indsats i forhold til den mere mystiske tradition, den spiritualistiske eller ligefrem kvietistiske linje i den lutherske tradition, er af stor betydning. Måske er man først i stand til at sætte pris på den nu, hvor man i højere grad er åben over for den indflydelse, som mystikken øvede på Luther, og over for den mystiske tradition, der blev tegnet af lutherske teologer og digtere som Johann Arndt, Valentin Weigel og Gerhard Tersteegen. En digtning, der trivedes ved siden af den lutherske ortodoksi, før pietismen og dens salmetradition blev dominerende.
Harald Vilstrups reformationskantate
Harald Vilstrup blev teologisk kandidat i 1928 og var til 1938 sognepræst i Guldbjerg-Nørre Sandager på Fyn, senere i Herslev-Gevninge nær Roskilde. Vilstrup blev medlem af den komite af kirkefolk og kulturpersonligheder, som borgmester Kaper samlede på Københavns Rådhus for at planlægge reformationsfejringen 1936. I udvalget sad landets bedste organister samt Statens sanginspektør Mogens Wøldike. Harald Vilstrups fik til opgave at skrive en kantate til kirkefesten i 1936. I kantaten findes salmen ”Vor arv vi kendes ved” og en tekst, der er præget af den dunkle baggrund i et århundrede med krige og truende ufred. Vilstrup så her en større kamp mellem lys og mørke:
Med Krig og Rygter om Krige
saa grum og vældig en Tid!
Da Rige stod op mod Rige
og Mørket mod Lyset i Strid,
da Verdens Lys blev Mørke,
som før saa klart var tændt,
matglimtende uden styrke,
som Kullet til Slagger forbrændt.
Harald Vilstrups brev til Poul Otzen
Harald Vilstrup fastholdt den spiritualistiske linje i sine salmer og digte, som han havde præsenteret i samlingen De hemmelige Veje fra 1933. I 1937 kom salmesamlingen Troens Himmelgave og i 1960 Tomhed og fylde med Vilstrups bibliografi. Som præst i Herslev fik Vilstrup kontakt med en af tidens salmehistorikere, provst Povl Otzen i Jersie. Til denne sendte Vilstrup i 1969 et særtryk, på hvis bagside han skrev et helt brev om forberedelserne til 450-fejringen af reformationen i 1967. Særtrykket med fantasier over Luthertekster ”Fordømt og frelst” var fra Dansk Kirkesangs årsskrift 1967-68. Brevet, der antyder tidens begrænsninger for Luthertolkningen i 1967, følger her:
Kære Otzen! Godt nytår!
Hermed et lidt gammelt særtryk. [Biskop]Schiøler spurgte mig op mod 67, om jeg kunne tænke mig noget til at fejre tesejubilæet med. Det kunne jeg ikke – dog ikke af manglende interesse for 1517-Luther, som jeg allerede nogen tid havde puslet med. Men skulle 1517 fejres, syntes jeg ikke det skulle være med Luther i almindelighed, men just 1517-manden, som efterhånden er den eneste, jeg bryder mig om. Men at komme med en spiritualistisk kvietistisk festkantate gik dog vist næppe an! Jeg lod nogle pasticeringer af tidlige Luthersprog sive ud i Dansk Kirketidende, og da de fik forstoppelse, til Dansk Kirkesangs Aarskrift 1967 (som blev slået sammen med 68 og først kom i 69. Særtrykkene fik jeg først efter jul! Tak for sidste særtryk fra Dem! Hilsen med tak og beundring. H.V.
Fakta
Spiritualisme er betegnelse for en bred religiøs retning, der fremhæver den enkeltes direkte erfaring af Guds ånd, og dermed beslægtet med det man kalder mystik. Spiritualisme hænger ofte sammen med kritik af faste religiøse organisationsformer.
Kvietisme er en særlig åndelig bevægelse og fromhedspraksis, der erfaringen af Guds nærhed kræver fuldstændig passivitet. Denne fuldkomne passivitet kan nås gennem indre indholdsløs bøn.