Vil man forstå forandringer i fromhedsliv hen over Reformationen, er Christiern Pedersen (1480-1554) en central figur. Før Reformationen forfattede han nogle af de mest populære – og meget tidstypiske – fromhedsinstruktioner, såsom en bog om "At Høre Messe" og "Vor Frue Tider." Efter Reformationen knyttede han sig til Christian II og indoptog store dele af den Lutherske tankegang. Han oversatte – dog i en særdeles fri form – Martin Luthers "Passional" fra 1529-udgaven af "Betbüchlein" (Bønnebog) som "Om vaar Herris død oc pine" og forsynede den med en prolog, hvori han benyttede sig af chancen til at gå I rette med sit tidligere forfattervirke. Man kan med andre ord følge nogle af de nye strømninger ved at sammenligne bøgerne i Pedersens forfatterskab.

Disse forandringer kommer også til udtryk i et helt konkret eksemplar af "Vor Frue Tider" som i 1517 blev trykt i Lübeck sammen med "At Høre Messe," og som i dag opbevares i Det Kongelige Bibliotek i København. Dette eksemplar gennemgik på et tidspunkt efter Reformationen en gennemgribende revision: flere steder er referencer til skærsilden, forbøn gennem Jomfru Maria eller helgener, referencer til paver og aflad overstreget eller understreget, men mest bemærkelsesværdigt er det, at skriveren også har tilføjet tekstnære kommentarer til Pedersens oprindelige tekst i marginerne. På side 309 står for eksempel følgende indledning til en række Maria-bønner (se illustration);

"Her effter følger. Mange hellige och gudelige bøner met hwilke hwerth menniske foruerffe maa naade oc miskund aff gud och sine synderss forladelse. Thii ath till den er giffuit megeth storth affladh aff atskillelighe pawer."
[Her efter følger mange hellige og fromme bønner med hvilket hvert menneske kan skaffes sig nåde og barmhjertighed og syndernes forladelse. Derfor udløser den meget stort aflad fra adskillige paver].

Over Pedersens tekst slås det fast at ‘dhette ar oret’, og under teksten er tilføjet følgende uddybende kommentar der går I rette med den gerningsfromhed der kommer til udtryk i den senmiddelalderlige tekst;

"(In)gen kan tiæne sig sielf nåde och syn(er)nes forlatilse mez någon lesningh
(me)n heller varder sÿndernez forlatilse os (gi)fven ofortient alenest for Jesu christi
(for)tienst når vÿ odmÿkelige och trolige (bed)e Gudfad(er) om nåde gønom Jesu Christ(us)."
[Ingen kan gøre sig fortjent til nåde eller syndernes forladelse med nogen læsning, for syndernes forladelse gives os kun ufortjent alene for Jesus Kristi fortjeneste når vi ydmygt og trofast beder Gud Fader om nåde gennem Jesus Kristus].

Men hvorfor, kunne man spørge, har en skriver efter Reformationen ulejliget sig med at rette og kommentere Pedersens bog? Skulle den trimmes for ikke-luthersk stof så den fortsat kunne fungere som fromhedsbog eller skulle bogen – som det ofte skete i England – genudgives i en ny rettet og forbedret form? Hvad begrundelsen end har været, er bogen et vidnesbyrd om nogle af de forskydninger der skete i fromhedslivet under Reformationen, bl.a. handlingers indflydelse på frelsen, som altså i dette konkrete tilfælde, blev betegnet som direkte ’uret’.