Blod og mudder – Slaget ved Svenstrup, 16. oktober 1534
Forudsætningen for, at Christian 3. kunne gennemføre Reformationen hang sammen med hans sejr i den borgerkrig, der blev kendt som Grevens Fejde (1534-1536). I borgerkrigens begyndelse led kongen en række nederlag på slagmarken. Det var derfor slet ikke givet, at det blev Christian 3.s fremstilling af den lutherske lære, der i de næste århundreder skulle sætte danskernes religiøse dagsorden.
Skipper Clement
Tilbage i september 1534 havde skipper Clement Andersen, en af den fængslede Christian 2.s håndgangne mænd, besat Limfjordsbyen Aalborg med henblik på at rejse de nordjyske bønder til oprør imod Christian 3. Med henblik på at nedkæmpe dette bondeoprør samlede den jyske adel en hær bestående af adeligt rytteri og fodfolk ved Randers og begav sig mod nord.
Slaget
Ved underretningen om adelshærens fremrykning forlod Clements hær af bønder og landsknægte 16. oktober Aalborg for at møde fjenden på åben mark. Bondehæren tog opstilling på et bakkedrag nord for landsbyen Svenstrup og afventede her fjendens ankomst. Bønderne var godt bevæbnede med bøsser, armbrøster og lange spyd. Flere af dem kan også have været iklædt brystpanser og jernhatte.
Clements valg af kampposition var godt tænkt. For at komme frem til bønderne var adelshæren nu tvunget til først at passere de sumpede enge omkring vandløbet Guldbækken, for derefter at skulle angribe op ad bakke. I mellemtiden ville bondehæren på sikker afstand kunne beskyde den fremstormende fjende.
På trods af disse forhindringer besluttede adelshæren sig for at iværksætte et frontalt angreb, men alt gik galt. En rytterstyrke, der skulle have angrebet bondehæren i flanken, nåede ikke frem i tide, bønderne slog angrebet tilbage og herefter druknede slaget i blod og mudder. Adlens nederlag var totalt. 14 danske adelsmænd blev dræbt, adskillige blev taget til fange og adelshærens forslåede rester flygtede til Randers, hvor de forskansede sig.
Nederlagets konsekvenser
Bondehærens sejr over adelen i slaget ved Svenstrup skyldtes efter alt at dømme bøndernes antal, samt de forhold at de var lige så godt udrustet og sikkert også bedre organiseret end adelshæren, der ifølge en samtidig kildes vidnesbyrd ”forrendte sig” på bondehæren.
Efter slaget ved Svenstrup spredte Clements oprør sig ud over hele det nordvestlige Jylland. Randers holdt stand og Østjylland blev heller ikke påvirket af oprøret, men ellers nåede bondehæren helt til Varde. Adlens slotte og herregårde blev udplyndret og brændt af, mens Clement begyndte at uddele jord og gods til sine folk. Christian 3.s øvrige tropper var bundet af kamphandlinger i Holsten, så her var ingen hjælp at hente. Landet var nu i fare for at brække midt over. Christian 3.s kongemagt hang på alle måder i en tynd tråd. Situationens alvor understreges af, at kongen i november 1534 i al hast indgik en separatfred med hansestaden Lübeck for at kunne imødegå truslen fra nord.