Posebøger
Posebøger er bøger indbundet i et omslag med en ”hale” i den ene ende. Halerne kunne være løse eller afsluttet i en knude som kunne sættes fast i bæltet, så man kunne have sin bog med sig overalt. Bogen kunne læses uden først at blive afmonteret fra bæltet, og man kunne derfor slå op i den til enhver lejlighed. Der findes kun ganske få bevarede posebøger, ca. 23 i alt, hvoraf størstedelen er små og lette og indeholder religiøse tekster. I det Kongelige Bibliotek findes for eksempel en lille plattysk bønnebog fra 1400 i posebind (Ill. 1). Til gengæld optræder posebøger meget hyppigt i senmiddelalderens visuelle kunst, hvilket vidner om deres popularitet.

Posebøger efter Reformationen
Også efter Reformationen finder man religiøse posebøger. En posebog der i dag opbevares i Universitetsbiblioteket i Torun, Polen, indeholder Luthers fire trøstesalmer dedikeret til Dronning Maria af Ungarn trykt i Wittenberg 1527 (Vier tröstliche Psalmen an die Königin zu Hungern ausgelegt durch Martinum Luther). Ejeren af bogen – Hertuginde Dorothea af Preussen – kunne således bringe Luthers trøstende og retvisende ord med sig overalt. Der findes desværre ingen bevarede efterreformatoriske bønnebøger i posebind fra Danmark, men der findes til gengæld to lovsamlinger. De indeholder begge Jyske Lov, og fælles for dem er, at selve teksterne er blevet til på et tidligere tidspunkt end posebindet. Det ene håndskrift fik sit bind omkring 1540 mens det andet først blev udstyret med posebind i 1589. Det var ikke kun bønnebøger, der blev gjort bærbare. Posebindet var praktisk når myndigheden rejste rundt i landet og afgjorde lokale sager, måske endda under åben himmel.

Posebogen fra Auning
Efter Reformationen finder man også posebøger i kunsten. I Danmark optræder der en posebog i et kalkmaleri i Auning kirke fra 1562. Her ses Sankt Laurentius med sin attribut, en rist, i den ene hånd, og en posebog i den anden (Ill. 1). I den traditionelle Laurentius-ikonografi refererer bogen til, at Laurentius var en lærd og from mand og desuden diakon. Måske skal posebogen på Laurentius-maleriet i Auning forstås som en bønnebog, der understreger Laurentius som en hellig mand tæt knyttet til Guds ord og til inspiration for menigheden. Eller måske skal den forstås som en lovbog, hvormed Laurentius fremtræder som en lovens mand, der låner hellig autoritet til lovens myndighed. Posebøgerne er under alle omstændigheder et eksempel på kontinuiteten mellem middelalderen og reformationen. Det vidner om en religiøs kultur hvor ”ordet” have en central placering, og at folk gerne ville havde ordet tæt ved kroppen – det være sig af praktiske eller fromme hensyn.

Litteratur: Erik Petersen (red.), Levende ord og lysende billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark. Katalog, (København: Det Kongelige Bibliotek 1999), s. 42-45.