Reformationen havde store konsekvenser for fattighjælpen, både organisatorisk og ideologisk. Fattighjælpen og omsorgen for de svage var et af de områder, der med Luthers to-regimentelære skiftede fra at være et kirkeligt ansvar til at være kongens og statens ansvar. Det ses allerede i Kirkeordinansen fra 1537/39, hvor kongen gør de fattige til sit ansvar. Her lovgives der ikke kun om den rette tro, kirkens ceremonier, skolerne, præsternes arbejde, læsning og overopsynet med kirken, men også om fattighjælpens organisering .

Opgøret med gerningsretfærdighed og synet på de fattige
Ikke alene skiftede fattighjælpen fra kirke til stat. Luthers opgør med gerningsretfærdigheden havde også konsekvenser både for synet på den fattige og for betydningen af at give almisser. Afvisningen af den katolske kirkes bods- og afladssystem var også en afvisning af, at gode gerninger i det jordiske liv øgede sandsynligheden for et evigt liv. Hos Luther var almisser ikke en del af giverens opsparing til evig salighed, men ’blot’ en næstekærlig gerning. Det betød ikke, at man ikke skulle give almisser. Som næstekærlig gerning var almisserne tegn på den rette tro og netop troen var den eneste vej til frelse hos Luther. Men man skulle give til de rette fattige.

Sammen med opfattelsen af almisser og deres baggrund, ændrede synet på den fattige og på arbejde sig nemlig også. De katolske tiggermunkes afvisning af jordiske, materielle goder, og selvvalgte fattigdom var ikke længere udtryk for et liv helliget troen, men afvisning af pligten til at arbejde og dermed fuldføre sin opgave i Guds skaberværk. Hos Luther var frivillig fattigdom foragtet, og arbejdet ikke tegn på fattigdom og dermed nødvendigheden af at arbejde. Tværtimod blev arbejdet centralt for den rette tro. Arbejdet blev en guddommelig pligt med en værdi i sig selv. Enhver var sat på jorden med et specifikt formål, de skulle opfylde, herunder arbejde. Ikke at arbejde var udtryk for dovenskab.

Den nye organisering af fattighjælp
Synet på almisser, fattigdom og arbejde fik betydning for hvordan man organiserede fattighjælpen. Tiggeren og almissegiveren mistede betydning og skellet mellem den værdigt og den ikke-værdigt trængende blev afgørende for hvem, der skulle hjælpes. Staten havde ifølge Luther pligt til at hjælpe de fattige, der ikke selv var skyld i deres fattigdom og samtidig tvinge de frivilligt fattige, de der kunne arbejde, til at arbejde. Det skulle foregå via forbud mod tiggeri, via centrale uddelinger af frivilligt indsamlede bidrag til de fattige, hvor giveren forblev anonym, og modtagerens værdighed blev vurderet, inden hjælpen blev uddelt.

Reformation og socialhjælp i det lange perspektiv
Selvom Luthers tanker om fattighjælp og arbejde ikke lod sig implementere fra den ene dag til den anden, har det sammen med placeringen af den sociale omsorg som en statslig forpligtelse haft langsigtede konsekvenser for hvordan de lande, der blev påvirket af den lutherske reformation, tænkte socialt ansvar og socialhjælp helt frem til i dag.