Siden 1517 er århundredejubilæerne for Reformationen ofte blevet ledsaget af en mere eller mindre skjult dagsorden. I juli måned sætter reformationsbloggen fokus på fejringen af jubilæerne i 1617, 1717, 1817 og 1917, samt de historier, der ligger bag.

Reformationsfejring midt i storpolitikken

Under Første Verdenskrig skrev Jeppe Aakjær om Danmark: ”Du Puslingland som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din vugge”. Krigen rasede endnu i 1917 med fuld styrke på Vestfronten, og den tyske kejser måtte udsætte reformationsfestlighederne til 1918, da krigen da ville være vundet, og ressourcerne til en national takkefest ville være til stede. Sådan kom det ikke til at gå. I puslinglandet Danmark var man tilbageholdende. Ville en for stor fejring af det lutherske virke provokerende på England og Frankrig? Ville en for beskeden fest for Luther og reformationen virke udfordrende på Tyskland? Først hen på sommeren 1917 besluttede biskop Ostenfeld med det nydannede Kirkeministerium sig for, at reformationen skulle fejres – i et passende omfang. Også i det neutrale Danmark var der knaphed på energi og råvarer.

Første reformationsfest siden enevælden

Det var den første reformationsfest siden enevældens ophør, og derfor var det uklart, hvem der egentlig skulle være initiativtager. Det blev kirken. Universitetet havde ikke længere mulighed for at gennemføre en fest sammen med kirken. Hoffet lod sig invitere og stillede da også op til gudtjeneste på reformationsdagen, men der blev ikke slået medaljer eller præget mønter. Ikke trykt særlige frimærker eller skrevet ny musik. Festen fik ikke noget halv-officielt præg.

Reformationsfejring for begrænsede midler

Man så gerne, at der holdtes gudstjenester lokalt, men det krævede offentlig bevilling af den knappe petroleum til opvarmning af landsbykirkerne. Til gengæld fik skolebørnene fri. Så kunne man dreje ned for varmen i skolerne. Udvalget under biskop Ostenfeld besluttede at lade et salmehæfte med sange og salmer til brug i skolerne trykke. Desuden ville man gerne have et folkeligt skrift om reformationen. Det var der god tradition for. I 1717 havde historikeren C.F. Hoyer forfattet almueskriftet om reformationens velsignelser. I 1817 måtte biskop Münter selv nødtvungent til pennen, og i 1836 forfattede biskop Mynster en velskrevet fortælling om reformationen i Danmark. Man kunne nu forestille sig, at noget lignende foresvævede udvalget i 1917. Det bestod af mænd, der repræsenterede de kirkelige retninger, herunder også grundtvigianerne med deres tradition for den folkelige fortælling. Valget faldt dog på en akademiker, en professor i kirkehistoriker, nemlig Valdemar Amundsen.

Den unge Luther som moralsk ideal

Ammundsen havde gode kontakter til tysk kirkeliv; han havde studeret i Tyskland og han havde som liberal teolog forfattet et skrift om den unge Luther. Det var netop den unge Luther, der interesserede de liberale. Det var ikke den af dogmatik tyngede Luther og lutherdom, men personen Luther. Den liberale teologi så Luther som det store moralske ideal. De store personer var nemlig gennembrudspunker for ånden. Gennem dem kunne man få et glimt af den ideale verden bag dens fremtrædelsesformer. Luther blev hyldet for sin samvittighedsstyrke, sin moralske integritet. Man fremhævede Wormserprincippet: at man ikke skal handle mod sin samvittighed. At Luther i Worms også havde henvist til Guds ord og skriften betød mindre i den liberale fortolkning.

Luther fremfor reformationen

Ammundsen skrev således ikke om reformationen, men byggede sin bog op om personen Luther, om dannelsesforløbet, vejen til det religiøse og moralske gennembrud – en fortælling, der overalt byggede på Luthers egne udsagn. Det blev til Lutherbogen.  Som følge af papirmangel måtte man begrænse oplagsstørrelsen, men selv med kun 35.000 bind var den en sikker succes. Også for bogtrykker Lohse, der mest trykte for Indre Mission.

Efter krigen forsvandt Luther som moralsk ideal og en ny radikal Luther viste sig

Den idealistiske Luthertolkning overlevede ikke krigen. Den næste generation af teologer forkastede Lutherbilledet og fordybede sig i reformatorens teologi og dens radikalitet i forhold til det moderne menneske i verden. Andre kastede sig over det sociologiske studium af lutherdommen som en særlig organisation og socialordning. Og dog føltes det nødvendigt fortsat at fortælle historien om reformatoren fra Mansfed. Klassikeren Lutherbogen blev derfor opdateret og nyredigeret af Svend Lerfeldt 50 år senere ved 450-års jubilæet i 1967.