Luther og paven
For Luther var paven i høj grad symbol på den ødelæggelse af kirken, som han og mange andre i hans samtid mente at kunne konstatere. Til at begynde med håbede Luther at kunne overbevise paven med bibelske argumenter. Da paven ikke lod sig overbevise ud fra Bibelen, måtte det for Luther betyde, at han i virkeligheden modarbejde kristendommen. Set fra Rom var det at stille spørgsmålstegn ved pavens autoritet udtryk for at man stillede spørgsmålstegn ved selve kirken, og så havde man stillet sig selv udenfor. Kirkemedlemskab krævede anerkendelse af pavens myndighed og hans udlægning af Guds ord.

Lutheranere og katolikker i dag
Meget er sket siden reformationens skarpe modsætning mellem Luther og paven, men faktisk holdt denne modsætning helt op til 2. Vatikanerkoncil, som fandt sted 1962-65. Her begyndte den katolske kirke at åbne sig mod den moderne verden, og begyndte at acceptere, at der var kristne også uden for den katolske kirke. Det betød også, at lutherske kirker langsomt ændrede deres syn på den katolske kirke. Flere lutheranere var fx indbudt til at overvære kirkemødet. I 1999 underskrev det lutherske verdensforbund og den katolske kirke Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren, der udfoldede, hvordan henholdsvis lutheranere og katolikker var enige om, at det er Gud, der frelser mennesker og ikke mennesket, der hjælper til med at frelse sig selv. Dermed de til enighed om det mest centrale punkt i reformationstidens stridigheder, nemlig frelsesforståelsen. I hvert fald set med lutherske øjne.. For katolikker var sagen lidt mere kompleks, for der var også i katolske øjne andre centrale punkter, man manglede at blive enige om.

Uenigheder i synet på kirken
For lutheranere er det nok at være enige om forkyndelse og dåb og nadver, for at kunne acceptere andre kirker som kirke. Andre forhold er af mindre betydning, og kræver ikke nødvendigvis enighed. For Den Katolske Kirke er sagen vanskeligere. Når Matthæus skriver, at Jesus overdrager Himmerigets nøgler til Peter, så betydet det Jesus bemyndiger Peter til at lede kirken og til at forvalte tilgivelsen på Guds vegne. Denne myndighed gives videre til Peters efterfølgere, dvs. til Den Katolske Kirkes paver. Det at være samlet under det samme embede, givet videre direkte fra Jesus, gennem Jesu ord til Peter, er for Den Katolske Kirke netop med til at gøre kirken til kirke.

Den vanskelige anerkendelse
Anerkendelse er vanskelig, for anerkendelse ændrer ikke kun status for den, der anerkendes, den kræver også en forandring af den, der anerkender. Det forhold bliver meget tydeligt, når man ser på forholdet mellem lutheranere og katolikker i dag. Til trods for de mange tilnærmelser mellem lutherske kirker og Den Katolske Kirke, som må betragtes som fremskridt, så skal man ikke forvente, af paven i nær fremtid vil anerkende, at de lutherske kirke er kirker i samme grad som Den Katolske Kirke. Først i det øjeblik de luthersker kirker anerkender paven som øverste myndighed, kan de lutherske kirker være kirke i egentlig forstand. En fuldstændig anerkendelse af de lutherske kirker kræver, at Den Katolske Kirke ændrer sig egen selvforståelse radikalt.

Der er dog stadig tale om en markant kirkehistorisk begivenhed, når pave Frans i dag står sammen med præsidenten for Det lutherske Verdensforbund Munib Younan i Lund i dag, på reformationsdagen. Tidligere tiders skældsord og fjendtlighed er afløst af imødekommenhed, og der er i det mindste et skridt i anerkendelsens retning.