Aarhus Universitets segl

Luther, Nytår og det salige bytte

Tidligere fejrede man ikke nytår 8 dage efter jul, men i stedet Jesu navnedag. I den liturgi (gudstjenesteordning), som i den romerske liturgi hørte til denne dag og som Luther kendte fra klostret optræder der et begreb, som får stor betydning i Luthers teologi.

8 dage efter jul er det som bekendt nytår, men tidligere i historien og også på Luthers tid fejrede man denne dag som 8. dag efter jul og som Jesu navnedag – den dag Jesus blev taget med i templet og omskåret efter jødisk skik. Til alle gudstjeneste og messer var der en fastlagt liturgi med tekster og melodier, som blev brugt i klostre og store kirker, hvor der blev holdt gudstjenester dagligt.

En del af liturgien bestod af vekselsang (antifon), hvor to kor svarede i hinanden. Antifonen til 8. dag efter jul er interessant, fordi den indeholder en formulering, der bliver helt central i Luthers teologi.

Antifonen lyder sådan i dansk oversættelse:

                      O forunderlige bytte!

                      Skaberen af menneskets slægt, idet han antog et levende legeme,

                      nedlod han sig til at blive født af en jomfru

                      og fremstod som et menneske, dog uden sæd,

                      og skænkede os sin guddommelighed.

 

Det forunderlige bytte fra 5. årh.
Teksten stammer fra midten af det 5. århundrede og er forfattet i Lilleasien, det nuværende Tyrkiet. Sandsynligvis er oprindelsen knyttet til kirkemødet i Efesus i 431, som indgår i den række af kirkemøder i antikken, der behandler læren om Guds søn og hans status som både Gud og menneske.

Teksten spiller ganske tydeligt på den såkaldte Filipperbrevshymne, som man finder i Fillipperbrevet kap. 2 i Det Nye Testamente.

Det er begyndelsen på antifonen, der er det interessante. Forestillingen om et forunderligt bytte eller et saligt bytte, som det kommer til at hedde i de danske oversættelser af Luther, bliver en helt central del af Luthers teologi.

Luthers udgave af ”det salige bytte”
Det salige bytte beskriver det bytte, der sker mellem menneske og Gud. Gud bliver i Jesus menneske, for at mennesket skal få del i guddommeligheden. Luther varierer tankegangen: Jesus giver sig til synderen, for at synderen skal blive gjort retfærdig. I troen på Guds søn byttes derfor synd med retfærdighed, død med liv, menneskeligt med guddommeligt. Det er for Luther det salige bytte, og det adskiller sig for ham grundlæggende fra alle andre former for handel eller udveksling.

Luthers brug af forestillingen om det salige bytte viser, hvordan han genaktiverer kendte oldkirkelige begreber ved at give dem en stærkere betydning.

Det salige bytte i Om et kristenmenneskes frihed
Det mest kendte sted, hvor Luther bruger ”det salige bytte” er i Om et kristenmenneskes frihed fra 1520, og faktisk er han først begyndt at bruge vendingen kort tid forinden. På den ene side kan man sige, at allerede fra Romerbrevsforelæsningen fra 1515-16 har det salige bytte været en del af den grundlæggende tankegang. Men først fra omkring 1519 begynder Luther selv at bruge udtrykket ”det salige bytte”. Hvorfor der går flere år før han tør bruge et begreb, han i forvejen kender fra den romerske liturgi, er det godt spørgsmål, som kræver sin egen historie.