Aarhus Universitets segl

Frihed til gode gerninger

Reformationens lære om frelse ved tro og ikke ved gerninger vakte fra begyndelsen skarpe protester: Reformationen ophæver dermed al moral og lærer frihed fra gode gerninger. Denne kritik måtte Luther m.fl. derfor forsvare sig imod. Han hævdede, at mennesket ikke kan frelse sig ved at gøre gode gerninger, men at dette netop frisætter gerninger til deres egentlige formål: at gøre godt for næsten.

Lovens tvang
I sin forelæsning over Paulus brev til Galaterne, som Luther holder i 1516-17 og udgiver i revideret form i 1519 forholder han sig til kritikken for at gøre gode gerninger unødvendige. Som en del af sit svar sætter han lovens tvang over for kærlighedens frihed.

Luther hævder, at gode gerninger gjort ud af tvang ikke er oprigtige gode gerninger. Og gør man gode gerninger, kun fordi loven siger, at man skal, så handler man ud af tvang.
Når Luther taler om loven, så mener han først og fremmest Guds lov. Dvs. de krav, som stilles til mennesket. Loven bruges ifølge Luther på to måder:

1) Den borgerlige brug af loven giver mennesker regler og anvisninger, forbud og påbud, som de skal rette sig efter det almindelige liv.

2) Den teologiske brug af loven afslører, at intet menneske er i stand til at overholde Guds lov til punkt og prikke.

For mennesket vil altid overholde love og regler modvilligt, aldrig helt frivilligt. Det er just lovens problem. Mennesket er syndigt og derfor følger det ikke frivilligt lovens anvisninger. Hvis loven skal bruges til at få det syndige menneske til at gøre gode gerninger, kan det kun ske ved at true med straf eller lokke med belønning. Det er sådan love if. Luther virker. Regler og love kan med andre ord ifølge Luther kun tale til det i mennesket, der er optaget af egen gevinst.

Lovens tvang gør derfor mennesket til slaver. Over for lovens tvang sætter Luther nu kærlighedens frihed.

Kærlighedens frihed
I troen modtager mennesket ifølge Luther Guds kærlighed. Den kærlighed er for Luther forbundet med frihed på en dobbelt måde. For det første befrier den mennesket fra Guds vrede og straf, som rammer det menneske, der ikke lever efter Guds lov. For det andet befrier den mennesket til at gode gerninger.

Begge dele kræver en forklaring. Troens modtagelse af kærlighed sætter mennesket fri i forhold til Gud. Den kristne er for Luther ganske vist stadig en synder, men det at være synder adskiller ikke længere mennesket fra Gud, der netop tager imod synderen. For Luther er det udtryk for frihed, at det netop er synderen, der retfærdiggøres. Det kan man fx tydeligt se i Luthers salme ”Nu fryde sig hver kristenmand”.

Befriet til gerninger
Men det var netop dette, som modstanderne kritiserede: Hvis de gode gerninger ikke er nødvendige, opløses enhver moral så ikke? Luther hævdede i sit svar, at det forholdt sig omvendt. Hvis de gode gerninger ikke er nødvendige for at frelse den enkelte, kan de i stedet sættes fri til det, de egentlig er til for: nemlig næsten.

Logikken er for Luther den, at det menneske, der ikke skal gøre gode gerninger for sin egen frelses skyld, netop er befriet til at gøre gode gerninger alene for næstens skyld.

Luther ved udmærket, at det menneske, der gør gode gerninger, dermed kan komme til at føle sig som et bedre menneske end andre. Luthers svar på den indvending kan igen gengives ved en dobbelt formulering: 1) Netop derfor er syndernes forladelse altid nødvendig. 2) For næsten betyder det mindre om den, der gør gode gerninger, føler sig som et bedre menneske, blot næsten selv bliver hjulpet.

På den baggrund kan Luther over for sine kritikere hævde, at man i Wittenberg ikke lærer frihed fra gerninger, men netop frihed til gerninger.

De gode gerninger som fortsat problem
Det skulle dog vise sig mere vanskeligt end som så, at udbrede den nye forståelse af de gode gerninger. Faktisk holder reformatorerne aldrig op med at forsøge at præcisere deres forståelse. Og nogle har sågar hævdet, det det aldrig helt lykkes Luther og Melanchthon at få læren om de gode gerninger til at falde helt på plads.