Reformationen i Danmark fandt ikke sted overnight. Nok er 1536 det år, hvor kong Christian III vinder magten, kupper rigsrådet og afsætter biskopperne – og dermed indfører en reformation. Men i virkeligheden er den danske reformation en proces, der tog lang tid. Meget lang tid endda. For at forstå reformationens indførelse i Danmark er det ikke nok at se på Christian III og de første lutherske teologer. De følgende generationer er lige så vigtige. Det var dem, der skulle sørge for, at reformationen også slog igennem.

Et godt eksempel på en teolog, der baksede med at gøre Danmark luthersk efter den første generation, er Niels Hemmingsen. Han blev født i 1513 på Lolland og kom som ung studerende i 1530’erne til den lutherske højborg Wittenberg. Her modtog han undervisning af Luther og Melanchthon. Hjemvendt fra studierne i Sachsen kom han til Københavns Universitet, hvor han fik professorater på først det filosofiske, siden det teologiske fakultet – der dengang var det fineste blandt fakulteterne og havde de højeste professorlønninger. Hemmingsen udgav en lang række værker, både på latin og dansk. De latinske blev læst af hans egne studerende, der siden blev danske præster, og i udlandet på andre teologiske fakulteter, hvor man ligeledes uddannede præster. De danske henvendte sig som oftest til ikke-teologer, der i Hemmingsens bøger kunne få besked om både troens indhold og hvordan man praktiserede den i sit daglige liv.

Hemmingsen assisterede også Frederik II, da han hjalp med først at skrive de såkaldte ”Fremmedartikler” fra 1569, der oplistede en række trosudsagn, som udlændinge skulle skrive under på for at få opholdstilladelse, og siden ægteskabslovgivningen fra 1582, der både baserer sig på både en luthersk forståelse af ægteskabet som den bedste verdslige levevis og på forskellige ældre retstraditioner. Hemmingsen er altså en slags dobbeltfigur: På den ene side var han en central spiller i opbygningen af en luthersk kultur, mentalitet og stat i Danmark. På den anden side blev hans skrifter læst af mange rundt omkring i Europa, lærd som læg, ligesom han selv direkte og indirekte diskuterede med førende teologer – ikke kun lutherske – i sit forfatterskab. Man kan godt gå ud fra, at Hemmingsens udsyn er blevet vakt under studietiden i Wittenberg, der på grund af Luthers og Melanchthons succes og berømmelse var en smeltedigel af sprog og kulturer – der alle tog del i en slags fælleseuropæisk, reformatorisk teologi og kristendom. Hemmingsen befandt sig på den måde mellem det nationale og det internationale.

Måske blev det netop denne internationale dimension hos Hemmingsen, der endte med at koste ham professoratet i København. I anden halvdel af det 16. århundrede begyndte den reformerte teologi at få større indflydelse blandt teologer og fyrster. Samtidig begyndte lutherdommen også at udvise indre splittelser. Hemmingsen blev draget med ind i hele denne udvikling, da Frederik II i 1579 suspenderede ham – den officielle forklaring på miseren er, at Hemmingsen forfægtede en calvinsk opfattelse af nadveren, som var uforenelig med den lutherske.

Den officielle forklaring er dog ikke hele sandheden. På samme måde som Hemmingsen selv placerede sig mellem det nationale og det internationale, gjorde Frederik det også: Han var både konge af Danmark, men også i familie med den mægtige kurfyrste August af Sachsen, der var gift med Frederik søster Anna. Og August tålte ingen slinger i valsen: Alt det, der ikke stemte overens med, hvad han og hans hofteologer i Dresden fandt luthersk, måtte ned med nakken. Og her måtte Hemmingsen bøde med sit embede (han fik en stilling som kannik i Roskilde, hvor han som højt bedaget og respekteret teologisk ekspert døde i år 1600).

Hvorfor kongen så sig presset til at forflytte den populære og berømte professor er en historie for sig. Den kommer senere.