Aarhus University Seal

En Abbed med Pibekrave

Reformationen slog langsomt igennem. Ofte genbrugte man ældre ting, så de passede bedre sammen med den nye tro. En sådan skæbne overgik abbed Peders altertavle fra Esrum klosterkirke og dermed også abbed Peder selv.

Ill2. Detalje af ill1; Abbed Peder, nu med pibekrave, skæg og paryk. Dateringen af ændringerne er foretaget af Danmarks Kirker på baggrund præsteportrætterne i kirken, som i midten af 1600-tallet er præget af de store pibekraver.
Ill1 Altertavlen fra Esrum; Forneden i corpus står; ”Memoria reuerendi in Chr(ist)o petris abbatis in esrom ano d(omi)ni mccccxcvi” (Minde om den ærværdige fader i Kristus abbed Peder år 1496). Under helgenfigurerne står ora pro nobis opfordringerne; ”Sant bernhardus ora pro n(obis)”, ”S. Osla ora pro nobis,” ”Santa iuliana ora pro n(obis)” og ”Santa felicitas Sa fhuiencia or(a pro nobis).” (Foto: Nationalmuseet, Danmark © Creative Commons)

Under reformationen introduceres nye teologiske ideer og nye måder at praktisere troen på. Det nye indoptages og indvæves gradvist i den sociale og religiøse dynamik. At ændringerne ikke skete fra den ene dag til den anden, kan man se i den tidlige lutherske materielle kultur.

Et godt eksempel er altertavlen fra Esrum klosterkirke. Tavlen stammer fra den sene middelalder og blev betalt af klostrets abbed, Peder, i 1496. Midterfeltet (ill.1) består af dels af en Golgatha-scene af den type som kendes fra adskillige danske 1400-tals altertavler, og dels fire helgenrelieffer. Under hvert relief står en typisk middelalderlig bøn, ora pro nobis, ’bed for os’, som en stående bøn til helgenerne om at bringe de troendes bønner videre til Gud. Tavlen havde oprindeligt fløje med helgenfigurer på indersiden, men som det vil fremgå af tavlens videre levnedsløb, blev de fjernet en gang i 1800-tallet.

Abbed Peder får fipskæg og krave
I 1559, dvs. efter reformationens officielt var gennemført i Danmark, blev tavlen skænket til Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor den fungerede som højaltertavle indtil 1664. Undervejs gennemgik tavlen nogle tilpasninger. I 1579 blev tavlen for første gang ændret. En Claus maler blev sat til at male bibelord og malerier på fløjenes indersider, og bagsiden blev malet grøn. Sådan stod den frem til 1621 hvor Cort snedker gik den efter, blandt andet fordi den ene fløj ikke kunne lukke. Den mest iøjnefaldende ændring skete dog først i midten af 1600-tallet da tavlens oprindelige stifter, abbed Peder, der knæler ved foden af korset, blev udstyret med paryk, fipskæg og pibekrave efter tidens præstemode (ill.2). I 1664 blev tavlen skiftet ud med en ny altertavle, og den gamle tavle blev nu flyttet til en væg i kirken. En maler blev bestilt til blandt andet at forgylde bogstaverne. I 1700-tallet kom tavlen til Holme-Olstrup kirke hvor den fungerede som højaltertavle indtil den i midten af 1800-tallet til dels blev skilt ad og blandt andet mistede sin fløje. I 1948 endte den på Nationalmuseet.

Reformationen finder langsomt sin form
Historien om Esrum-tavlen illustrerer, hvordan det middelalderlige og det lutherske tankegods gradvist væves ind i hinanden i perioden efter reformationen. De velkendte motiver og ora pro nobis referencerne kom efterhånden til at stå side om side med bibelord og billedet af den nye tids autoritet, præsten fremfor munken. Tavlen er et vidnesbyrd om at den tidlige lutherske periode var en tid hvor det lutherske langsomt var ved at finde sin egen form med middelalderens formsprog og tankegods som bagtæppe.