LUMEN

Aarhus University Seal

1883: Luther og Socialdemokratiet – en strid om reformatorens minde

Man hører ofte, at der er en forbindelse mellem lutherdom og den socialdemokratiske velfærdsstat. Påstanden er dog historisk set ikke uden problemer.

Forsiden på Social-Demokraten, Søndag den 11. november 1883. Under overskriften “En Jubilæumsbuket, plukket i Luthers egen Have” vil avisens skribent give sit bidrag til fejringerne af Luthers 400 års fødselsdag. Han er ikke positivt stemt: "Vi vil tilmed give vor Skærv til Festen ved at stille saavel Festens Genstand som Arrangørerne i den rette Belysning, idet vi i den historiske Sandheds Interesse grundig vil paavise Luthers Uvederheftighed af hans egne Skrifter. Derved bliver Alle efter vor Mening bedst i Stand til at bedømme ham og hans hykleriske Tilbedere efter Fortjeneste” (Kilde: Mediastream).

Socialdemokratiet og lutherdommen
Man hører ofte nævnt, at der er en tæt forbindelse mellem den lutherske reformation og den socialdemokratiske velfærdsstatstænkning, der fra slutningen af det 19. århundrede udviklede sig i Nordeuropa, bl.a. i Danmark. Med Socialdemokratiet, der i Danmark blev grundlagt i 1871, blev den lutherske kristendom sekulariseret til en statsautoriseret civilreligion, og de sociale forestillinger i reformationen blev nu omsat til konkrete, politiske tiltag inden for bl.a. socialforsorg og uddannelse. Hævdelsen af den tætte forbindelse mellem socialdemokrati, lutherdom og nordisk velfærdsstat er dog alt andet end historisk uproblematisk.

Lutherjubilæet i 1883
I anledning af reformationsjubilæet i 2017 skal vi i det følgende gå tilbage til et andet jubilæum, nemlig fejringen af Luthers 400. fødselsdag i 1883, hvor Socialdemokratiet endnu var ungt. Den 11. november, dagen efter markeringen af dagen på Københavns Universitet, stod følgende at læse i avisen Social-Demokraten:

"Det eneste oplivende Moment [ved Lutherfesten] var en Præste-Procession, som trak fra Frue Kirke og over til Universitetet. Det var ogsaa et ganske oplivende Syn at se saa megen fed og dekoreret Gudsfrygt paa en Gang, og Processionen gjorde øjensynlig Lykke blandt det halvt Hundrede Mennesker, som havde samlet sig paa Frueplads. De eneste, som følte sig lidt generede, var Højærværdighederne selv, thi de have aabenbart ingen rigtig Øvelse i at marchere."

Skribenten har ikke meget til overs for den forsamlede, folkekirkelige gejstlighed. Det har han heller ikke for Luthers samfundstænkning, der især tog skikkelse i forbindelse med bondeoprøret i 1520’ernes midte:

"Men Luther, der den Gang fra varm, aandelig Oppositionsmand var bleven Fyrsteven og Samfundsstøtte, opfordrede i Overensstemmelse hermed til at slaa Bønderne ned som gale Hunde. I social-politisk Henseende var Luther lige saa reaktionær som Paven […]"

Når en præst som Vilhelm Schousboe – som ”en lille Dessert til den eventuelle Gaasesteg med Rødkaal, der i Følge Traditionen bør udgøre Maaltidet paa Mortensaften” – i en reformationspjece til landets skolebørn (affattet i ”den sædvanlige vamle Prædiketone”) fortæller om bondeoprøret, at det var i ”aabenbart Oprør mod al lovlig Orden paa en lignende Maade som Socialister og Nihilister i vore Dage”, og at ”Luthers raske og modige Færd havde reddet det nye Reformationsværk fra at gaa under i denne Malstrøm [sic]”, fortæller han dem en løgn. Ifølge skribenten var det ikke Luther, men oprørerne, der så det rigtige ”i de gamle Kirkefædres Ord om, at de Rige er Tyve og Bedragere o. s. v.”

Den reaktionære, utålelige præst
En uges tid forinden, 4. november, kunne man læse i bladets spalter, der bragte en meddelelse fra den tysk-amerikanske søsteravis Vorbote i Illinois om en forestående Lutherfest i Chicago, at den ”reale Doktor Martin Luther” var en ”saa reaktionær, troløs, denunsiatorisk, utaalelig Præst, som næppe finder sin Lige i Historien”. Social-Demokraten baserer sin tolkning af Luther på et, må det siges, temmelig tilfældigt udvalg af citater, men analysen er klar: Luther var ingen fortaler for frihed, tålmodighed og fri forskning, men en præst af værste skuffe. Det var Social-Demokraten og partiets klare agt at fravriste kristendommen sine privilegier – ikke kun de finansielle, der skyldtes dens folkekirkelige stilling, men også dem, der angik livstydningen. Her var Luther intet forbillede, og ved at fejre ham med pomp og pragt var man i virkeligheden med til at fastholde et erindringens vrangbillede.

I de samme dage kunne man i den konservative Nationaltidendes spalter læse, at

"Den Mindefest, der idag feires saa vel i Kirken som i Skolen, har en særegen Betydning, idet den samler Tankerne om den store Begivenhed, der i Historien blev Indledningen til et nyt Tidsrum, Udgangspunktet for den moderne Udvikling, og som ogsaa for vort Fædreland fik epokegjørende Virkninger."

”Lutherhumbugen”
Nationaltidende hævder desuden, at den af Luther ”fyldig repræsenterede Protestantisme ogsaa middelbart har bidraget til at aabne Porten til det nye verdenshistoriske Tidsrum, i hvilket den moderne Aand med sit videnskabelige Princip har holdt sit Indtog”. Socialdemokraterne var ikke enige: 6. november omtaler Social-Demokraten ”Lutherhumbugen”, der er baseret på ”Tendensløgne” og ikke ”den historiske Sandhed”. Luther var ikke en mand af og i folket, men en ”velbestaltet Hofpræst”, og havde han ”virkelig været en Frihedens og Folkets Mand, saa var han endt paa Baalet ligesom Huss, Savonarola og Giordano Bruno”. Reformations- og Lutherfejringer kan derfor, mener avisens skribent, aldrig have noget folkeligt mandat, men er kun for senere tiders velbestaltede hofpræster: ”Lad derfor hans Efterfølgere i Embedet fejre Fester til hans Forherligelse; Folket har ingen Aarsag dertil.” Også i 1883 stod striden altså om forvaltningen af arven efter Luther og om Luthers minde – og heller ikke dengang var der enighed.

Kilder:

Revised 14.02.2024