Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Da Paven blev futtet af!

Fyrværkeri og antikatolsk propaganda ved festlige lejligheder. I disse dage glæder store og små drengerøve sig til at skyde det nye år ind med krudt og kugler. Også Danmarkshistoriens nok største drengerøv, Christian IV, og hans fader, Frederik II, var dedikerede tilhængere af pragtfyrværkeri ved festlige lejligheder - særligt hvis det kunne kombineres med moraliserende budskaber eller politisk propaganda.

31.12.2017 | Kasper Lynge Tipsmark

Antikatolsk fyrværkeri ved Christian IV’s dåb i 1577. Rudolf von Deventer 1585 (copyright: Det Kongelige Bibliotek).

Fyrværkeriets historie i grundtræk
Opfindelsen af det sorte krudt har sin oprindelse i Østen, hvor en af de ældste opskrifter stammer fra det 11. århundredes Kina. Araberne bragte denne opfindelse med til Europa i sidste halvdel af 1200-tallet, og siden da har krudtets altødelæggende kraft såvel som øresønderrivende brag skabt skræk og rædsel på de europæiske slagmarker. Krudtets egenskaber blev imidlertid også anvendt til at markere festlige lejligheder, og det ældste fyrværkeri i europæisk sammenhæng kendes tilbage fra 1379, hvor det blev benyttet til at fejre pinsedag i den italienske by Vicenza. De pyrotekniske færdigheder forbundet med fyrværkeri tog et kvantespring i 1500-tallet, som direkte følge af tidens militærteknologiske udvikling af krudtvåben. Fyrværkeriopvisningerne voksede i størrelse såvel som omfang og de blev i stigende grad anvendt til at kaste glans over Europas konge- og fyrstehuse, herunder også det danske.

Christian IV’s dåb i 1577
Christian IV’s dåb i 1577 var et stort tilløbsstykke med fornemme gæster fra nær og fjern, der kom for at fejre Frederik II’s tronfølger og dermed bekræfte deres loyalitetsbånd. Frederik II benyttede festlighederne til at udstille sin magt og velstand, men han valgte helt indlysende også at udnytte denne lejlighed til at markere sig overfor sine politiske fjender. Under dåbsfestlighederne blev der antændt et spektakulært festfyrværkeri, hvor der ikke blev lagt bånd på den antikatolske propaganda eller det danske riges modsætningsforhold til den katolske kirke. Gennem en sirligt opstillet installation trådte en landsknægt frem og satte ild til et fyrværkeribatteri med en pave og fire munke af papmaché. Hele opstillingen eksploderede i et virvar af flammer og krudtladninger til stor underholdning for dåbsfestens deltagere.

Der ligger en åbenlys sarkasme i på denne måde at brænde paven af som en anden hedning, hvilket klart understreger kongens holdning til den katolske konfession. Fyrværkeriet var dermed en demonstration af Frederik II’s politiske og religiøse tilhørsforhold, som han på symbolsk vis lod gå videre til sin søn gennem dette optrin.

Propaganda ved festlige lejligheder
Således blev Christian IV allerede fra sine spæde år fejret med fyrværkeri og markeret som en protestantisk tronfølger gennem antikatolsk propaganda. Ved hans kroningsfest i 1596 var der ligeledes opstillet et stort fyrværkeri, hvis propagandistiske indhold denne gang var rettet mod tyrkernes krigshandlinger i Centraleuropa. Christian IV valgte imidlertid også at udnytte kroningsfesten til at markere sig som protestantisk fyrste, ved på satirisk vis at ride udklædt som den fiktive pave Sergius VI under festlighedernes ringriderturnering. På trods af det meget satiriske islæt må det anskues som en formildende omstændighed og et udtryk for anstand, at Christian IV ikke klædte sig ud som den virkelige pave, men derimod en fiktiv. Forud for turneringen udsendte han en udfordring i Sergius VI’s navn, og han lod sig transportere til ringriderbanen i pavelig bærestol med et helt følge af munke og kardinaler på æsler.

Den antikatolske propaganda ved Christian IV’s dåb og senere ved hans kroning tjener som eksempel på, hvordan festlige lejligheder som disse blev anvendt til at markere politiske standpunkter på mere eller mindre fredelig vis. I generationen efter reformationen var det af central betydning for Frederik II at markere sig som protestant, og under Christian IV tog de antikatolske strømninger til i takt med ortodoksiens cementering. Denne antikatolske linje kulminerede for Christian IV’s vedkommende i 1625 med hans indtræden i 30-årskrigen som protestantismens forsvarer. Ved denne lejlighed kom den danske hær op imod en katolsk overmagt og det endte ikke med at være paven der blev futtet af, men derimod store dele af Jylland.

På denne og adskillige andre måder indtog antikatolicisme såvel som krudt og kugler en central plads i Frederik II’s og Christian IV’s regeringstid, både i krig og ved festlige lejligheder.

Godt nytår!


Litteratur

Augustum Erich: Klarlige oc Visse Beskriffuelse om ... Christians den Fierdis ... kongelige Kroning ..., Kbh Henrich Waldkirch 1598.

Gunilla Dahlberg: ”Snart sprutar Draken Eeld, snart seer man Örnen flechta: Om 1600-talets lustfyrverkerier”, i Sten Åke Nilsson og Margareta Ramsay: 1600-talets ansikte, Gyllenstiernska Krapperupstiftelsen 1997, s. 232-305.

Karen Skovgaard-Petersen og Peter Zeeberg: Erasmus Lætus’ skrift om Christian IVs fødsel og dåb (1577), C.A. Reitzel 1992.

Sebastian Olden-Jørgensen: ”Hoffet til hverdag og fest”, i Carsten Bach-Nielsen et al. (red): Danmark og renæssancen 1500-1650, Gads Forlag 2006, s. 62-77.